Det er noget af det værste ved at blive gammel. At folk tillader sig at dø før én.
I min alder gør man sig nogle tanker om efterlivet. Jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at der ikke er noget, men sommetider kan jeg ikke lade være med at sætte fantasien i sving. Min gode veninde Ulla Steen siger, at hun tror, at alle vi, som kan lide hinanden, mødes i den store englebar, hvor vi er ventet. Jeg ser mig selv ankomme til den englebar, og der sidder min far, min mand og min søn, og en af dem siger: ”Der har vi Lise. Nu er vi igen fire til en l’hombre.
Når jeg dør, vil jeg gerne gå fredeligt i søvn som min bedstefar. Ikke at skrige af skræk, som passagererne i hans bil.
Jeg blev dødsens fornærmet over, at hun forsvandt før mig, mens hun sad ombølget af klassisk musik ved sit skrivechatol. En cerut i hånden og et glas whisky inden for rækkevidde.
Der opstår en fantastisk åndløshed, fordi vi fylder vores liv med tomhed og Facebook. En nærtstående person sagde i en diskussion om Facebooks tomme kalorier med stor alvor til mig: »Jeg har 190 venner på Facebook.« Så svarede jeg: »Ja, men der er næppe én af dem, der hanker op i din kiste den dag, du skal herfra.« Hvorfor ikke bruge tiden til nogle færre og rigtige venner i den virkelige verden.
Hvis du ikke finder en måde at tjene penge på, mens du sover, vil du arbejde, indtil du dør.