Der opstår en fantastisk åndløshed, fordi vi fylder vores liv med tomhed og Facebook. En nærtstående person sagde i en diskussion om Facebooks tomme kalorier med stor alvor til mig: »Jeg har 190 venner på Facebook.« Så svarede jeg: »Ja, men der er næppe én af dem, der hanker op i din kiste den dag, du skal herfra.« Hvorfor ikke bruge tiden til nogle færre og rigtige venner i den virkelige verden.
Min gamle, kloge far sagde engang: Ytringsfrihed er en ret til at skrive og tale, ikke en pligt! Men naturligvis: Ytringsfriheden er i sin natur ubegrænset, og den gælder for alle, også de dumme og provokerende.
Hvis du lever for weekender eller ferier, er din lort brudt.
Der er for mange faktorer, du skal tage højde for, som du ikke har kontrol over. Den vigtigste faktor, du selv kan styre, er dig selv. Det har jeg altid lagt størst vægt på.
Det burde måske have ændret mig noget mere [at blive mor, red.]. Jeg tænker nogle gange, om jeg var nok hjemme hos mine børn, men det kan jo ikke nytte noget nu, for det kan jo ikke ændres. De har da overlevet.
I en regn af tusindkronesedler kan alting lade sig gøre
Brøndby er et godt kommune-brand. Nu mangler de bare at blive et godt fodbold-brand.
Hold kæft det blæste derude og der var også en spaniak der ikke have lært det der med at man ikke skulle pisse imod vinden. Så han pissede og jeg fik hans pis på mit ben. Så det var jeg ikke helt tilfreds med.
Jeg er borgerlig, men jeg er ikke Venstre-kvinde. Jeg er født borgerlig, og jeg har altid bestræbt mig på, at jeg ikke kan stå på en piedestal og sige, at jeg er arbejder. Det ville være falsk tale. Heller ikke i de mange år, hvor de røde lejesvende huserede og holdt sig for næsen ved tanken om ”Matador” og alt muligt andet, jeg lavede. Jeg er heller ikke bondepige. Jeg er født borgerlig, men derfor kan jeg alligevel godt kritisere borgerskabet og deres skabagtige lader, som jeg let kan se igennem.
Jeg er ikke nogen helgen, men jeg har aldrig prøvet at gøre noget, der ville såre min familie eller fornærme Gud…Jeg regner med, at alt et barn har brug for er håb og følelsen af, at han eller hun hører til. Hvis jeg kunne gøre eller sige noget, der ville give et barn den følelse, ville jeg tro, at jeg havde bidraget med noget til verden.
Lyt aldrig til piger om, hvordan man scorer piger. Hvis du prøver at fange fisk, spørg du ikke en anden fisk. Du spørger fiskeren.
Hvis man er stille for længe, så visner tungen
I min alder gør man sig nogle tanker om efterlivet. Jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at der ikke er noget, men sommetider kan jeg ikke lade være med at sætte fantasien i sving. Min gode veninde Ulla Steen siger, at hun tror, at alle vi, som kan lide hinanden, mødes i den store englebar, hvor vi er ventet. Jeg ser mig selv ankomme til den englebar, og der sidder min far, min mand og min søn, og en af dem siger: ”Der har vi Lise. Nu er vi igen fire til en l’hombre.
Man må tage de rynker, der kommer. Og alle dem, der får sprøjtet huden og ligner sårede krigere i længere tid, bliver jo meget lidt kønnere, men ser derimod så sure ud. Smilet er faktisk den bedste ansigtsløftning, synes jeg.
Ingen af os kan bremse tidens gang; og selvom vi ofte fokuserer på alt det, der har ændret sig i de mellemliggende år, forbliver meget uændret, inklusive Kristi evangelium og hans lære.
Mange af de største talenter får lov til at sjuske til træning, og når jeg ser ungdomslandsholdet spille, så slår det mig, at mange af dem er meget fokuserede på deres frisurer eller italienske hårbånd.
Jeg har aldrig lagt meget ros på mig selv på grund af mit forhold til Ike. Jeg var bare glad, da jeg begyndte at kunne lide mig selv – da jeg blev skilt og tog kontrol over mit liv.
Dén, der sagde “det handler ikke kun om at vinde”, har formentlig sagt det efter at have tabt.
Hårdt arbejde er vigtigere end talent, når talentet ikke vil arbejde hårdt.
Det er ikke bjerget, vi bestiger, men os selv.
Nogle mennesker stepper på deres fødder, nogle mennesker knipser med fingrene, og nogle mennesker svajer frem og tilbage. Jeg laver dem alle sammen, tror jeg.
Vi skal bare ud og råbe lige så højt vi kan
Professionel fodbold er ikke et socialkontor.
Den tidlige fugl fanger ormen
Jeg er aldrig kommet over det, de kalder sceneskræk. Jeg gennemgår det hvert show. Jeg er ret bekymret, jeg tænker ret meget på showet. Jeg bliver aldrig helt tryg ved det, og jeg lader ikke folk omkring mig blive fortrolige med det, idet jeg minder dem om, at det er et nyt publikum derude, det er et nyt publikum, og de har ikke set os før. Så det skal være som første gang, vi går videre.