I min alder gør man sig nogle tanker om efterlivet. Jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at der ikke er noget, men sommetider kan jeg ikke lade være med at sætte fantasien i sving. Min gode veninde Ulla Steen siger, at hun tror, at alle vi, som kan lide hinanden, mødes i den store englebar, hvor vi er ventet. Jeg ser mig selv ankomme til den englebar, og der sidder min far, min mand og min søn, og en af dem siger: ”Der har vi Lise. Nu er vi igen fire til en l’hombre.
Når man bliver så gammel som jeg og ikke længere har mand eller hund, og børnene for længst er flyttet hjemmefra, så kan man sidde og blive lidt klogere ved at tænke sig om. Så er tiden inde til at redigere sine erindringer og begynde at iagttage sit liv forfra. Først kommer fortrydelserne, så kommer den uret, man har gjort, fejltagelser, man har begået – og alt det, man kan sidde og ruge over, hvis man i forvejen er i dårligt humør. Men man kan også forstå mennesker og sammenhænge på en ny måde.
Jeg er borgerlig, men jeg er ikke Venstre-kvinde. Jeg er født borgerlig, og jeg har altid bestræbt mig på, at jeg ikke kan stå på en piedestal og sige, at jeg er arbejder. Det ville være falsk tale. Heller ikke i de mange år, hvor de røde lejesvende huserede og holdt sig for næsen ved tanken om ”Matador” og alt muligt andet, jeg lavede. Jeg er heller ikke bondepige. Jeg er født borgerlig, men derfor kan jeg alligevel godt kritisere borgerskabet og deres skabagtige lader, som jeg let kan se igennem.
Selvfølgelig har jeg ikke noget imod, at sproget forandrer sig, men der skal jo være rimelighed i det, så det ikke bliver den rene gasbeholder. Til gengæld kommer der af og til nye ord til, som jeg ikke ville undvære – for eksempel ”selvfed”. Det er mit nye yndlingsord. Det er et dejligt olieret ord, et præcist ord, der dækker en bestemt type person med udstrakt selvtillid til egne evner.
Jeg er helt overvældet. Det er godt, man ikke fylder 100 år hver dag. Selv om jeg ikke har så meget energi mere, får jeg da lyst til at tage et par år mere.
Før i tiden lærte vi selv at klare udfordringer. I dag er en hel del af de mennesker, der er yngre end jeg, ikke resistente over for tilværelsens tilskikkelser og følelsesmæssige udfordringer. Hvis man hele livet har hørt, at det er de andre, der skal forkæle én og holde én problemfri, er man følelsesmæssigt nok et meget nøgent menneske.
Der opstår en fantastisk åndløshed, fordi vi fylder vores liv med tomhed og Facebook. En nærtstående person sagde i en diskussion om Facebooks tomme kalorier med stor alvor til mig: »Jeg har 190 venner på Facebook.« Så svarede jeg: »Ja, men der er næppe én af dem, der hanker op i din kiste den dag, du skal herfra.« Hvorfor ikke bruge tiden til nogle færre og rigtige venner i den virkelige verden.
Noget af det, jeg ikke kan snuppe, det er fx sådan noget som ”Mødreklubber”, hvor de i stedet for at læse en bog og gå i naturen med deres babyer, sidder og taler om bræk og bleer og bøvs med andre ligesindede og kommer ikke videre. Jeg synes, det generer mig lidt på kvindernes område.
Mine artikler var baseret på noget, jeg gerne ville have lavet om. Alle mennesker har ret til et ordentligt liv, og jeg synes, at det var vigtigt at give socialt udsatte støtte og selvtillid. Jeg er blevet opdraget på en måde, som siger, at man skal have respekt for andre mennesker.
Det burde måske have ændret mig noget mere [at blive mor, red.]. Jeg tænker nogle gange, om jeg var nok hjemme hos mine børn, men det kan jo ikke nytte noget nu, for det kan jo ikke ændres. De har da overlevet.
Man må tage de rynker, der kommer. Og alle dem, der får sprøjtet huden og ligner sårede krigere i længere tid, bliver jo meget lidt kønnere, men ser derimod så sure ud. Smilet er faktisk den bedste ansigtsløftning, synes jeg.
Noget af det værste, en journalist kan blive grebet af, er autoritetstro.
Jeg har et lille walk in-closet, og det kan jo nemt komme til at ligne et genbrugsmuseum, så jeg har også lært at sortere ud. Når man er så gammel som jeg, er det meget vigtigt ikke at blive sjusket og gå i kedeligt tøj.
Hvis vi tror, at den måde, vi lever på, er god nok, så er den helt gal. Man skal kunne tvivle, så man kan se, at det kan gøres anderledes.
P-pillen er et af de størte fremskridt, jeg har set.
Jeg tror ikke, man skal tænke alt for meget over, at tiden går, og man ikke er teenager mere. Så bliver man bare plaget og får endnu flere rynker og ser endnu mere sur og ked ud.
Kvindekampen er i dag en individuel kamp (…) Man kan ikke forlange ligeløn, hvis man samtidig vil have en lang barsel, blive hjemme, når de er syge, og primært være der for børnene.
Jeg blev dødsens fornærmet over, at hun forsvandt før mig, mens hun sad ombølget af klassisk musik ved sit skrivechatol. En cerut i hånden og et glas whisky inden for rækkevidde.
Her i huset er jeg jo ikke berømt. For hunden er jo ligeglad. Og mine børn sætter forhåbentlig mere pris på mig for vores almindelige samkvem og samtaler,
Det er noget af det værste ved at blive gammel. At folk tillader sig at dø før én.
Der er en ting, der er værre end at være kedelig. Det er at være umorsom
Vi ved, at belønningen er fred på jorden, velvilje over for mennesker, men vi kan ikke vinde den uden beslutsomhed og samordnet indsats.
Vi har måske forskellige synspunkter, men det er i tider med stress og vanskeligheder, at vi har mest brug for at huske, at vi har meget mere til fælles, end der er der skiller os.
Det har altid været let at hade og ødelægge. At bygge og værne om er meget sværere.
Det er værd at huske på, at det ofte er de små skridt, ikke de gigantiske spring, der medfører den mest varige forandring.