Det burde måske have ændret mig noget mere [at blive mor, red.]. Jeg tænker nogle gange, om jeg var nok hjemme hos mine børn, men det kan jo ikke nytte noget nu, for det kan jo ikke ændres. De har da overlevet.
Noget af det, jeg ikke kan snuppe, det er fx sådan noget som ”Mødreklubber”, hvor de i stedet for at læse en bog og gå i naturen med deres babyer, sidder og taler om bræk og bleer og bøvs med andre ligesindede og kommer ikke videre. Jeg synes, det generer mig lidt på kvindernes område.
I min alder gør man sig nogle tanker om efterlivet. Jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at der ikke er noget, men sommetider kan jeg ikke lade være med at sætte fantasien i sving. Min gode veninde Ulla Steen siger, at hun tror, at alle vi, som kan lide hinanden, mødes i den store englebar, hvor vi er ventet. Jeg ser mig selv ankomme til den englebar, og der sidder min far, min mand og min søn, og en af dem siger: ”Der har vi Lise. Nu er vi igen fire til en l’hombre.
Min mor og far elskede ikke hinanden, så de skændtes altid.