Det er noget af det værste ved at blive gammel. At folk tillader sig at dø før én.
Man må tage de rynker, der kommer. Og alle dem, der får sprøjtet huden og ligner sårede krigere i længere tid, bliver jo meget lidt kønnere, men ser derimod så sure ud. Smilet er faktisk den bedste ansigtsløftning, synes jeg.
Før i tiden lærte vi selv at klare udfordringer. I dag er en hel del af de mennesker, der er yngre end jeg, ikke resistente over for tilværelsens tilskikkelser og følelsesmæssige udfordringer. Hvis man hele livet har hørt, at det er de andre, der skal forkæle én og holde én problemfri, er man følelsesmæssigt nok et meget nøgent menneske.
Jeg har et lille walk in-closet, og det kan jo nemt komme til at ligne et genbrugsmuseum, så jeg har også lært at sortere ud. Når man er så gammel som jeg, er det meget vigtigt ikke at blive sjusket og gå i kedeligt tøj.
Når man bliver så gammel som jeg og ikke længere har mand eller hund, og børnene for længst er flyttet hjemmefra, så kan man sidde og blive lidt klogere ved at tænke sig om. Så er tiden inde til at redigere sine erindringer og begynde at iagttage sit liv forfra. Først kommer fortrydelserne, så kommer den uret, man har gjort, fejltagelser, man har begået – og alt det, man kan sidde og ruge over, hvis man i forvejen er i dårligt humør. Men man kan også forstå mennesker og sammenhænge på en ny måde.
Jeg tror ikke, man skal tænke alt for meget over, at tiden går, og man ikke er teenager mere. Så bliver man bare plaget og får endnu flere rynker og ser endnu mere sur og ked ud.
I min alder gør man sig nogle tanker om efterlivet. Jeg er mest tilbøjelig til at tænke, at der ikke er noget, men sommetider kan jeg ikke lade være med at sætte fantasien i sving. Min gode veninde Ulla Steen siger, at hun tror, at alle vi, som kan lide hinanden, mødes i den store englebar, hvor vi er ventet. Jeg ser mig selv ankomme til den englebar, og der sidder min far, min mand og min søn, og en af dem siger: ”Der har vi Lise. Nu er vi igen fire til en l’hombre.
Folk tror, mit liv har været hårdt, men jeg synes, det har været en vidunderlig rejse. Jo ældre du bliver, jo mere indser du, at det ikke handler om, hvad der sker, men hvordan du håndterer det.
Jeg er helt overvældet. Det er godt, man ikke fylder 100 år hver dag. Selv om jeg ikke har så meget energi mere, får jeg da lyst til at tage et par år mere.
Jeg vil aldrig give efter for alderdom, indtil jeg bliver gammel. Og jeg er ikke gammel endnu!