Når man bliver så gammel som jeg og ikke længere har mand eller hund, og børnene for længst er flyttet hjemmefra, så kan man sidde og blive lidt klogere ved at tænke sig om. Så er tiden inde til at redigere sine erindringer og begynde at iagttage sit liv forfra. Først kommer fortrydelserne, så kommer den uret, man har gjort, fejltagelser, man har begået – og alt det, man kan sidde og ruge over, hvis man i forvejen er i dårligt humør. Men man kan også forstå mennesker og sammenhænge på en ny måde.